Hvem bliver vist til brugerne hos Google?

Skrevet

af | 29. aug 2018

Google Ads er en del forskellige ting, men i kernen er Googles søgemaskine omdrejningspunktet for søgeannoncerne, som også er de annoncer, som flest annoncører vil få succes med, med en relativt lille investering.

Vi lægger nu alle de frække ting til side; Remarketing, YouTube-video annoncer, Displaynetværk og Google Shopping og fokuserer i stedet alene på Google Ads søgekampagner. De er relativt nemme at sætte op, vedligeholde og forstå brugen af. Og så er det nemt at måle effekten på din bundlinje!

Når folk søger på de søgeord du har valgt at annoncere på, ligger du i konkurrence med alle de andre annoncører som har valgt de samme søgeord. Det betyder at sammen kæmper I om de pladser, der får mest eksponering og dermed også mest trafik, fra Googles søgeresultater. Op mod 90% af annoncetrafikken tilfalder de første 2-3 annoncer på en side med søgeresultater, så det gælder om at være i toppen, hvis man vil tjene store penge på søgeannoncer.

Hvordan virker det?

Måden det fungerer på, er ved at brugeren søger på de ord de nu leder efter, og hver gang beregner Google sig frem til de “bedste” resultater for brugeren. De første er de organiske resultater: hjemmesider, som Google udvælger ud fra indhold, funktion, hastighed, popularitet og søgemaskineoptimering.

Her er ingen annoncer, men Google prøver i stedet at vise de resultater, som giver mest mening for brugeren. Det handler altså både om at tolke hvad brugeren gerne vil opnå, og præsentere hjemmesider som kan hjælpe brugeren med dette. Måden vi kan påvirke om vi bliver vist her, er ved at lave godt indhold, søgemaskineoptimere vores side – så Google og brugerne kan forstå vores indhold, gøre hjemmesiden hurtig og nem at bruge, og tilgængelig på mobile enheder.

PS: Du er DØD hvis du ikke har en hjemmeside der virker på mobiler og tablets – ikke bare kan ses, men faktisk virker. Over 50% af trafikken i dag er mobil, 25% tablet og kun 25% sidder på en rigtig computer.

Du _SKAL_ have et mobilsite der virker. Du vil både blive straffet af brugere der ikke køber, folk der totalt ignorerer din side og Google der nedprioriterer dine annoncer OG dine organiske søgeresultater. Hjemmesider skal være hurtige, forståelige og tilgængelige. Punktum.

Mit site er vist godt nok… ?

Hvis du er i tvivl om hvor godt dit website er, nej lad os prøve igen: Du bør teste hvor godt dit website er. En nem måde at få en idé om hvor godt dit site er, er ved at bruge en af de online testersites, som tester både hastighed, kompatabilitet og andre mulige problemer, og giver dig en score. Prøv fx. http://tools.pingdom.com (du kan gratis teste det, de har også mere avancerede funktioner du kan betale for)

Her kan du se hvor hurtigt dit site er, og få forslag til hvad du kan forbedre. Hvis du har et stort site med masser af indhold, er det svært at få scoren helt op på de højere 90ere, men hvis du ligger og roder ved 40-60 point og er langsommere end halvdelen af webben, så er det på tide med noget optimering!

Søgeresultater fra Google

Anden del af søgeresultaterne, er annoncerne. Det er nemmere at påvirke direkte, om du vil være mere fremtræden her, end i Googles organiske søgeresultater. I et vist omfang kan du “bare betale dig fra det”. Men også her gælder reglerne: hvis dit site er crap og dit indhold irrelevant for køberne, så kommer reklamerne, med tiden, heller ikke til at køre godt. Har du derimod gode produktbeskrivelser, gode produkter, et godt site og en klar målgruppe der vil købe – så har du rigtig pæne chancer, for at få noget ud af AdWords søgekampagner. Selve annoncerne der bliver vist på en brugers søgeresultater, er bestemt ud fra 2 primære faktorer,

  1. Hvor “god” din annonce, søgeord og landingsside er i forhold til hvad brugeren har søgt, og hvad konkurrenterne har at byde på
  2. Hvor meget du vil betale for at blive vist højt i søgeresultatet

Det fungerer som en slags auktion, hvor det ikke kun er prisen, men også den relative “kvalitet” af din søgekampagne og hjemmeside indgår i auktionens resultat.

Better is better

Bedre annoncer, søgeord og hjemmesider og en højere pris – er med til at give dig en bedre chance for at vinde auktionen og blive placeret på 1. pladsen.

Vi går mere i detaljer med det senere, men for nu er det vigtigt at forstå, at Google både vil have at dine annoncer og din hjemmeside er god og at du er villig til at betale penge. Ikke kun sidstnævnte.

Man kan sige at kilden til succes i dine annoncekampagner, i næsten samme grad afhænger af dit arbejde med annoncer og website, som den del pengene repræsenterer.

Men fortvivl ej, hvis du synes at dit website trænger til forbedring på alle fronter, det synes de fleste der arbejder seriøst med websites og online shops!