Vokseværk: Maltes Marketing opkøber You Ad Me At Hello

Skrevet

af | 3. mar 2021

Per 1. marts 2021 er der et nyt medlem i Maltes Marketing-familien (Nu Lead Your Way).

Nicolai Fohlmann oprettede i 2019 marketingfirmaet You Ad Me At Hello, men virksomheden er nu blevet opkøbt af af Maltes Marketing. Nicolai Fohlmann tiltræder i samme ombæring i teamet hos Maltes Marketing og skal stå for opfølgning og rapportering til kunder samt løbende forbedringer af kundernes annoncer.

“Vi har haft fantastisk fremgang i Maltes Marketing det sidste år, og da jeg rakte ud til Nicolai for at høre, om han kendte en dygtig online marketing specialist, der ledte efter arbejde, foreslog han – til min store overraskelse – sig selv,” fortæller Malte Lange.

Om beslutningen fortæller Nicolai Fohlmann: “Det har været en ekstremt givende oplevelse at bygge en virksomhed op fra bunden og på den måde skabe sit eget job. Men det er også hårdt at være iværksætter, og jeg kan mærke, at det er tid for mig til at give faklen videre; så da Malte ringede, var det ikke megen selvrefleksion, der skulle til, før jeg vidste, at det var den rigtige vej at gå for mig.”

Købet af Nicolai Fohlmanns virksomhed og den fortløbende ansættelse skal gøre det muligt for Malte Lange at bruge mere tid på de opgaver, han føler giver værdi både for ham personligt og for hans virksomhed: “Jeg elsker at være i kontakt med både nuværende- og potentielle kunder. Det er noget af det, der giver mig mest – især når jeg kan se de resultater, vi skaber for virksomhederne. Med Nicolai ombord kan jeg fokusere på kunderne og på at opbygge Maltes Marketing yderligere. Det er en fantastisk følelse, at skabe resultater og samtidigt kunne gå efter sine mål. Nogle gange er man bare heldig.”

Opkøbet er første skridt på vejen mod de mål, Malte Lange har sat for sin virksomhed, og han forventer at se den vokse støt de næste år: “Vi sætter høje mål for os selv, men når kunderne er glade og vi har tillid i markedet, spreder det sig som ringe i vandet – og det er nøglen til succes for os.”